Vi har kontorer i mere end 20 lande, og hvert år udstationerer vi flere af vores dygtige nyuddannede speditører et sted i verden.
Fra Speditørelev i Esbjerg til Trade Lane Manager i Hong Kong
Jeg har fået min professionelle opvækst hos SGL, hvis man kan sige det. Og allerede under min elevtid gav jeg udtryk for, at jeg drømte om en dag at blive udstationeret et sted i verden. Jeg startede som elev i Esbjerg i 2012, og da jeg som udlært speditør fik jeg muligheden for at fortsætte min karriere hos SGL på hovedkontoret i Kastrup, tog jeg springet og flyttede til København. Efter et halvt års tid i Kastrup blev jeg prikket på skulderen og spurgt, om jeg stadig var interesseret i en udstationering. Jeg greb chancen, og i dag arbejder jeg som Trade Lane Manager på vores kontor i Hong Kong.
Hvorfor har du valgt at gøre karriere i SGL?
Jeg er blevet givet ansvar og vist tillid fra min første dag som trainee i Esbjerg. Det er virkelig motiverende. Jeg har egentlig altid følt, at hvis man viser, at man er engageret og har ambitioner, så er mulighederne for den enkelte mange hos SGL. Det betyder også meget, at det føles som om ledelsen kender os alle sammen. De er meget synlige og tilgængelige i hverdagen, og det er utrolig inspirerende, at arbejde så tæt på dem. Der er også en indstilling til vores kunder, som jeg er stolt af. Enhver kunde hos SGL er kunde hos SGL. Med det mener jeg, at alle kunder, store som små, bliver behandlet ens.
Hvordan er hverdagen i Hong Kong?
I Hong Kong arbejder jeg med forretningsudvikling, salg og marketing. Jeg er med til at skabe nye kunder og udvide markedet primært i Skandinavien. Jeg arbejder også med optimering af arbejdsprocesser. Jeg har startet et projekt, hvor vi arbejder hen imod det papirløse kontor. Jeg er med til at sætte min egen dagsorden. Det er en stor udfordring og kræver, at jeg skal være nysgerrig og nyskabende i forhold til mine arbejdsopgaver og samtidig være god til at samarbejde med kollegaer og kunder. I Hong Kong er arbejdstiderne også anderledes end i Danmark, så jeg skal være meget fleksibel med min arbejdstid. Vi bruger udtrykket ’Show up!’ på kontoret, som handler om at vi har et fælles ansvar for forretningen.
I Hong Kong er der meget varmt og mange mennesker overalt. Det skal man helt sikkert vænne sig til. Det er ikke normalt, at man omgås sine kollegaer privat, men jeg har skabt mig en omgangskreds af expats fra hele verden. Hong Kong er på en måde Asiens New York, og det er et stort international hub for expats. Du har alle muligheder åbne, og keder du dig i Hong Kong er det din egen skyld.
Hvordan udvikler det dig personligt og fagligt?
Jeg har fået et godt indblik i det asiatiske syn på forretning i forhold til det skandinaviske. Det giver mig en forståelse af, hvordan det fungerer andre steder i verden og det er utrolig brugbart, når man arbejder i en international virksomhed, hvor produktet er fragt til hele verden. Det giver mig kompetencer til at fungere som mægler mellem landene. Personligt har jeg fået en langt større selvstændighed og ansvarsbevidsthed. Jeg har også fået en bedre forståelse af hvordan verden fungerer og hvordan andre mennesker lever og arbejder. Jeg er rigtig stolt af, at jeg har skabt en situation for mig selv, hvor jeg fik muligheden for at blive udstationeret.
Hvad er dine ambitioner for fremtiden?
Lige nu er jeg i Hong Kong for at udvikle mig og måske arbejde mig op inden for salg og forretningsudvikling. Jeg brænder for at få lov til at arbejde med kreative løsninger i forhold til at opfylde eksisterende kunders behov og skabe nye behov hos nye kunder. Det er min ambition en dag at skabe mit eget, ligesom ejerne i SGL har gjort det. Jeg føler, at jeg får et rigtig godt fundament for at kunne gøre det her.